Assensvej 531, Bjerghammergård
Her kender jeg til fem generationer, fra nutiden og tilbage i tid, som følger;
1. Kristina og Michael. 2. Gitte, deres mor. 3. Svend Åge Jensen, Gittes far. 4.
Diderik Jensen, hans far. 5. Mette, Dideriks mor.
Gitte er samboer med Johnny Madsen og Svend Åge var gift med Sonja, der stadig
bor i huset med Gitte og Johnny. Diderik var gift med Anna. Mette var gift med
Lars Jensen og det var dem der købte gården i 1887.
Det jeg husker bedst er dyrene. På gården var der 9-10 malkekøer, 3-4 grisesøer
og nogle fedesvin. I den tid var der kun tre gårde der havde får, og
Bjerghammergård var en af dem. De får der blev holdt, blev vasket og klippet to
gange om året, så nydelig hvid og ren uld var klar til at blive kartet og
spundet.
Der har altid været heste på gården, et par år med to spand (2 x 2 heste). Det
ene spand bestod af en plag (en 2-3-årig unghest) der efterhånden voksede til.
Engang var jeg med Svend Åge og tjenestedrengen, der var nykonfirmeret, til
Haarby med sukkerroer. Der blev kørt med to spand heste de 10km fra Falsled til
Haarby hvor roerne blev lastet over på roetoget som igen fragtet dem til
sukkerfabrikken i Assens.
Plagen som nu var en god hest, blev solgt til Jørgen Pedersen i Ryttergården.
En anden gang da Svend Åge havde fået en ny plov, gik Mogens og mig langt op af
Saras markvejen kun for at prøve den nye 3 plov for det var bare sagen. På de
små gårde var det ellers almindeligt med en mindre plov, som 4 ploven var, end
en stor tung 3 plov, som Svend Åge havde købt. Den tunge plov blev indstillet så
den ikke pløjede så dybt på grund af der var meget leret jord.
På gården havde de også en gedebuk. Dens stank skulle forhindre kalvekastning
(at koen mistet kalven før fuldendt termin), men om det var overtro, ved jeg
ikke. Bukken var en festlig fyr. Mogens og jeg havde ham for kælken, men styre
ham det kunne vi ikke - det var bukken der bestemte.
Når han så postmanden komme, tog fanden ved ham. Postmanden lærte i det mindste
at stå på den rigtige side af cyklen, så den var et værn mellem ham og bukken.
Vi grinte, men den der lo mest var Diderik Jensen. Han kunne altid se komikken
og var tit ude med narrestreger.
Mere end en gang har jeg set Diderik snuppe og holdt fast i tjenestedrengens,
Gunnar, ene ben når han skulle op ad stigen. Dette til stor morskab for os andre
der så på.
Men gud hvor kunne Diderik blive hidsig når dyrene drillede. Han øjne var
dårlige og han så dårlig, måske det var årsagen til at han havde svært med at
styre dyrene.
Vi følte at han holdt af os drenge, ligeså den unge karl og det var gensidigt.
Når jeg hjalp til på gården spiste jeg altid der, mor vidste om dette så der var
ingen bekymringer.
I disse dage er det de unge, Gitte og Johnny, der regerer på gården og det meste
af jorden er solgt fra. Johnny har en god tømmerforretning med 8-10 mænd i
arbejde. Renten er lav som aldrig før, så folk låner til den store guldmedalje
og bygger nye huse. Dette er godt for håndværkerne. Gitte arbejder i Faaborg
Brugsen og i fritiden går det med heste i massevis. Der er 14 heste i alt, hvor
nogle er opstaldet. Der kommer en masse børn til gården for at få ride
undervisning, og dette er til stor glæde for Inge og mig. Vi ser alt hvad der
foregår og det er interessant at se hvor de unge piger og drenge bliver sikrere
og bedre i sadlen. Med godt opsyn som vi har herfra, ringer vi hvis vi der er
problemer med hestene.
Sonja og Svend Åge har en fin lejlighed oppe på loftet og den unge familie bor
nedenunder. Det er vores gode venner og da Sonja og Svend Åge havde guldbryllup,
blev det holdt med pomp og pragt.
Peter Storm tjente også hos Lars og Mette Jensen som karl. En gang hvor han gik
og pløjede oppe i Mølletoften, kom Lars for at inspicere. Hestene svedte godt,
og så kommer det fra Lars ”Lad nu være med det smøl (dybt) pløjning, se
hestene”. Man må nok sige det var at være god ved hestene.
Da Peter var færdig med efterårspløjningen skulle han grave have og igen kommer
Lars og siger ”Stik nu den spade ordentlig i jorden, Peter. Det var ellers en
god plads at arbejde, men det kneb med kosten.