Hattebækhuset, Landevejen 105

Her boede Jørgen Jørgensen og hans søster, Johanne, meget tilbagetrukne mennesker der passede sig selv og var nøjsomme. Alligevel husker jeg da Mogens Andreasen fra Skjoldgaarden, og jeg gik fastelavn, var Hattebækhuset det sted som bajads (de udklædte) hvor en fik mest til bøssen. 25 øre til hver, i en tid hvor 10 øre ellers var det almindelige. Der var et sted hvor døren tit var låst, og det var henne hos Hans og Ida i Matrikel 8b. 

Der var 3 tdl. pløjejord, og ca. det samme strandeng, og det var passet med stor omhu, For det meste med håndkraft blev f.eks. renderne rundt engen renset op hvert år. Hjørnerne blev gravet og hver plet blev godt udnyttet. I det smalle stykket fra Landevejen langs bækken, som var meget smuk, slog han til hø hvert år og høet blev sat i gammeldags bornholmerstakke. Enghø havde den anderledes sød – surere duft end kløver hø, men for dyrene gjorde det ingen forskel, de kunne lide det hele. 

På et smalt stykke langs med bækken havde Jørgen plantet jordbær. Engang så jeg han stå ude i bækken og skovle vand med en stor kornskuffe. Ja, han kastede vand indover bærrene med kornskuffen. Meget genialt, for jordbærrene var jo plantet så det kunne lade sig gøre. Man kan kalde det, datidens sprinkleranlæg.

Der var også en anden gang hvor Jørgen havde givet Inge og mig lov til at vi stillede en vandpumpe op på hans jord, men han sagde ” Det skal tinglyses, så kan den stå der til evig tid. ”Jeg skal nok sørge for det” sagde han.  Han ville også betale, men vi delte på det. Ja, sådan var Jørgen Jørgensen. Det var i 1961.

I 1973 havde vi forpagtet 5 tdl. land, næsten ude ved Steensgaard Station. Vores anden vandpumpe fik vi lov at sætte op på Steensgaard’s jord, ude ved Falen og for den skulle vi betale 50 kg. jordbær om året. Stensgaard havde over 500 tdl. land og Jørgen kun 5 tdl., ja sådan var vi mennesker så forskellige.

Jørgen havde tre køer og nogle gange én kalv, som blev til kvie og sener en malkeko. Der kunne jo forekomme at en af køerne blev for gamle og skulle udskiftes. Det var røde køer, og de fandtes alle steder i vores by i den tid. De havde også to grise, der var købt hos Hans Nielsen fra Skjoldsgaarden om foråret. Den ene blev slagtet om efteråret og den anden blev slagtet når den første var spist op.

Der var meget møg i møddingen og i alje beholderen. Med et så stort dyrehold blev det gødet meget og kulturerne (afgrøderne) stod altid godt. Med den sirlighed som Jørgen havde, var der noget at leve op til.

Til det grove arbejde, lånte han hest hos Diderik Jensen fra Bjergkammergaard, og arbejdede hestelånet af. Kornet høstede han selv med mejetøj og le og det blev kørt ind på en stor trækvogn med høsthaver, der var en forlængelse af trækvognen. Jørgen trak og Johanne skubbede.

De dyrkede runkelroer til køerne og der skulle virkelig høstes mange af dem, for runkelroer var meget vandholdige. Køerne måtte spise mange af dem sammen med tørstof, for at blive mætte. Da meget af arbejdet blev gjort med håndkraft af Jørgen, kan jeg huske han skuffede med et bredt skuffejern mellem rækkerne.

Jørgen dør da han blev kørt ned af en bil. På dette tidspunkt var Johanne død.

Arvingerne solgte gård og marker til Arne Ladefoeged, der sælger pløjejorden videre til undertegnede til en pris af kr. 4.000 pr. tdl., i 1962. Hus og eng sælges til Erik og Nede Poulsen, der igen sælger videre til Tømrermester Lars Cornelsen. Han bygger et stort værksted på ejendommen og idyllen er borte for altid. Det skal siges, med stor ros, at Lars driver en god forretning med landbrugsbyggeri og har mange ansatte.

Nu på den anden side af Hattebækken og i Svanninge sogn.

Ja den kære bæk, som Rasmus Storm, der boede i Skibberhuset, skriver om. Han ville græde hvis han så den nu. Bækken er efter hånden kun en rende, fordi den ikke bliver passet og vandet fra engene ikke kan komme væk og de bliver ødelagt. Miljø – miljø, hvor er det synd, også for vore dræn fra agerjorden.